tirsdag den 30. november 2010

Give away

Se den skønne give away hos Stine

På stoffer

Hej jeg hedder Tina og jeg er afhængig af stoffer” Total plat vittighed (men sand) og heldigvis er der tale om tekstiler. I dag må jeg nok føje lækkert garn til listen over ting, jeg er afhængig af. Jeg har fået post! Jeg har ligesom mange af jer andre fået en pakke fra Kenneth. Postbuddet (vi har det skønneste postbud) fik sig vist et godt grin. For da jeg åbnede døren for hende og så hvem pakken var fra, jublede jeg højt. Jeg begyndte straks at fortælle hende om, hvad der var i pakken. Min mand kom ud for at se, hvad filan der skete.
Postbuddet mente, at kiksen i dag vist måtte være til ham i stedet for til hunden.
I kassen var også en stak af Liselottes fine postkort :-)

Jeg må sige, at jeg ikke blev skuffet, tværtimod! Jeg kunne pakke den ene lækre garnnøgle ud efter den anden. Det var helt vildt og jeg blev høj! Farverne er bare så flotte. Kvaliteten er helt i top, det mærker man lige med det samme. Jeg begyndte med det samme at tænke i alle de sammensætninger, der kunne være flotte. Og her kommer afhængigheden igen frem. Jeg ærgrer mig over, at jeg ”kun” har købt dette og tænker allerede på næste gang, jeg skal bestille garn hos Kenneth. Så skal jeg i hvert fald også have de røde farver og ...

De runde nøgler er fra gemmerne

Desværre er det hele ikke til mig. Vi er 3 fiberglade piger, som har handlet sammen. Jeg bliver derfor nødt til at aflevere noget af garnet til hende her. 
Men jeg har heldigvis noget økologisk lammeuld fra New Zealand i gemmerne fra min tid på seminariet. Det har ligget og vente på at få selskab af noget lækkert kulørt garn og det får det nu.
Gad vide om Kenneth er klar over, at han er blevet garnpusher?  



søndag den 28. november 2010

1. søndag i advent

Så blev det 1 søndag i advent.
Magnus og jeg har som sædvanligt lavet dekorationerne. Magnus laver den med kalenderlyset og jeg står for adventsdekorationen. I år er den med lilla lys, sløjfer i velourbånd og forskellige husløg. Jeg laver den altid i oasis, så holde den sig flot helt indtil jul (hvis jeg husker at vande den).
Kalenderdekorationen er lavet i ler, det passer bedst til Magnus. Han laver efterhånden det hele selv og sørger altid for selv at vælge et lys, når vi handler ind. Det eneste jeg har lavet er sløjfen. Der er også kun os 2, der har pyntet op til jul. Jonas har sovet hos sin ven. Man er åbenbart blevet så stor, at det med adventsgaver godt kan vente til aften.
Jonas ven bor ved siden af mine svigerforældre, så det er jo ikke værst at hente Jonas lige til spisetid søndag aften. Så kan man jo lige stikke hovedet ind til dem og en omgang flæskesteg med det hele, SKØNT! Alt i alt en hyggelig 1. advent.
Jeg håber, at i alle har haft en lige så dejlig weekend som jeg.


fredag den 26. november 2010

Sne, masse af sne


Vores hoveddør
Her sidst på eftermiddag har Michael været ude og skyde et par vinterbilleder af haven. Vi har fået mindst 40 cm. sne nu. Der har været vindstille, så sneen ligger i tykke lag over alt.

Jeg syntes, at det er helt fantastisk, at det sner, jeg elsker det. Det gør drengene også, på nær når de skal nogle steder. De er vant til at kunne cykle i skole,  til sport og kammerater. Nu må de gå rundt. Heldigvis er der ikke langt til noget som helst her i vores lille by. De håber, snestormen som venter os i morgen vil resulter i, at de kan få snefri fra skolen på mandag.

Selv kattene syntes, det er sjovt at suse rundt i sneen, hvor de stadigvæk kan bunde. Her kan man se deres spor under hækken, som hænger meget.

Leonardo da Vinci rose med snehat
 
Det er kommet bag på mig, at sneen ville falde så tidligt i år, at jeg slet ikke har fået mine krukker sat ind. Her er det en af mine pelargonier, som er dækket.

På grillbordet står en urtepotte med en sukkulent, som man svært ved at se.


I morgen skal der pyntes til jul og det bliver slet ikke noget problem at komme i julehumør med denne kulisse.

Ny pose i stedet for en gammel sæk

Hver tirsdag er jeg med Magnus til svømning, her sidder jeg og andre forældre og venter i en time. Der er ikke noget at foretage sig andet end at sludre med hinanden. Vi må ikke være inde i svømmehallen, da svømmelærerne mener, det går bedre, når vi ikke er til stede. Jeg tror, at de har ret.

Nå men for at slå ventetiden ihjel har jeg altid mit hækeltøj med (i en papirspose fra Body Shop). Jeg har flere gange overvejet at få syet en lille pose til at have det i, men har bare ikke lige fået det gjort. En dag spørger en veninde mig så ”Når du nu syr, hvorfor har du det egentligt i sådan en grim pose, der er gået i stykker?” Så nu har jeg syet en pose til mit hækletøj. Den er uden revner og ser ikke slidt ud, endnu.
Posen har en lille inderlomme til nål og saks. Jeg har valgt at bruge målene fra Body shop posen. Hankene er krydset, som seler, det giver et lidt anderledes udtryk. Veninden har godkendt den.

God weekend til jer alle :-)

onsdag den 24. november 2010

Barnevognstæpper og 506 løse ender.


En enkel gulerod og radisse blev det til.

I sommer fik jeg lyst til at hækle igen. I gemmerne havde jeg kun lidt bomuldsgarn, så der blev købt meget mere garn og opskrifter på diverse amigurumi-mad og dyr. Der blev investeret i en clover hæklenål, for man går jo ikke ned på udstyret. Nå, men jeg havde tænkt mig, at der skulle  hækles mad og dyr i massevis, jeg kom bare ingen vegne, syntes jeg.
Efter at have set dette tæppe, fik jeg lyst til at hækle et barnevognstæppe (jeg kunne slet ikke overskue sådan et kæmpe projekt). Jeg kan fint hækle oldemorfirkanter, her er der jo også rig mulighed for at lege med farverne.
Nu har jeg endeligt fået syet mit mærke på og vasket de 2 første tæpper.
Barnevognstæppe #1



Barnevognstæppe #2


Jeg er i gang med et par tæpper til. Dette her i små oldemorfirkanter. Imens jeg hæklede den hvide kant udenom tæppet, gjorde jeg det, man ALDRIG ALDRIG må gøre. Jeg kom til at regne lidt på, hvor mange ender jeg skulle til at hæfte. Regne regne regne, når man har 5 farver i hver firkant og og og … så bliver det til 506 ender, der skal hæftes, GAB! Også mangler jeg stadigvæk lige at hækle en kant på. Nå men det er jo bare at klø på.

Hvad der har en forside, har jo som bekendt også en bagside :-D


Billederne er taget på terrassebordet, 
hvor der efterhånden ligger 20 cm. sne. Så ind i varmen og hæfte ender, det er vist det, jeg skal.
Ha' en god aften :-)

søndag den 21. november 2010

Give away

Se lige de her flotte flettede julestjerner fra Sofies GIVE AWAY
Du kan stadigvæk nå at være med!

Ærteposer

Jeg har efterhånden syet en del ærteposer. Nu er der 2 nye sæt på vej. Måske som julegaver :-)
Et sæt med bamsemotiver og en omgang blandet. Ærteposerne er et super godt legetøj til ungerne, som styrker deres motorik. Da mine drenge var mindre, brugte de dem til at kaste til måls efter skåle i forskellige størrelser. Vi legede balancelege ved at gå med dem på hovedet og hvad vi nu ellers kunne finde på.


Et sæt med forskellige motiver på alle poserne.

Ja man er ny her i blogverden. Jeg kan simpelthen ikke få billedet vendt!


Jeg har syet en lille opbevaringspose til ærteposerne, så er der en chance for at have dem alle sammen samlet, næste gang der skal leges.


Her er par af de sæt, jeg tidligere har syet.

Det meste af stoffet har jeg købt hos Idas Patchwork
Ideen er til fri afbenyttelse!
Hvis der er brug for det, laver jeg gerne en DIY.
God søndag :-)

torsdag den 18. november 2010

Indkøb

Her er et lille udpluk fra mit sidste indkøb.
Det er meningen, at der skal komme et par julegaver ud af bamsestoffet.
 Jeg er meget spændt på, hvad der kommer ud af prinsessestoffet, men det måtte bare med mig hjem. Heldigvis har jeg 2 skønne niecer på henholdsvis 3½ og ½ år.
Også skal der jules. Det er vist ved at være tid.

Stof og knapper er købt her 
Idas patchwork er altid et besøg værd. Her finder du patchworkstof i massevis, bøger, knapper, tråd og andet tilbehør, som du ikke kan leve uden.

Velkommen

Velkommen til min blog.
Det er meningen, at min blog skal være et sted, hvor jeg kan vise noget af det, jeg får min tid til at gå med. Det ville da være fedt, hvis den kan være inspirationskilde for andre krea sjæle. Håber meget på, at du får lyst til at kigge forbi igen.